Forside / Nyheder / Fra nada til noget i Nicaragua
Artikel

Fra nada til noget i Nicaragua

10.05.2016

Af Kathrine Dalsgaard

case-1-crisbel-and-alison-arroliga-insfob-esteli-nicaragua-foto-kathrine-dalsgaard-1.jpg
Foto : Kathrine Dalsgaard

Fakta: Uddannelse til et bedre liv

  • Uddannelse: Projektet i Estelí uddanner 50 unge om året. De undervises i forskellige håndværk, iværksætteri, virksomhedsdrift, rettigheder og deres egen kulturelle identitet.

  • Succes: En del af de unge hjælpes i gang med mikrolån, og de får vejledning i, hvordan de klarer den første tid som selvstændige. En meget stor andel af dem lykkes med at starte egen forretning.

  • Ringe i vandet: De unge deler deres viden. De er med i et ungdomsnetværk, der laver forslag til, hvordan man lokalt kan bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, vold og forurening.

Før flakkede de rundt uden arbejde, men nu har unge nicaraguanere fået greb om deres liv. Opskriften på forandring indeholder blandt andet et piskeris, en saks og en samling smykkesten

Hvis du var ung i Nicaragua, ville du sandsynligvis hverken gå i skole eller have et arbejde. Du ville blive kaldt nini. Og selv om det lyder smart, ville du ikke være særlig populær. Nini betyder 'ni estudiar, ni trabajar' – én uden uddannelse, arbejde og særlig værdi. IBIS’ samarbejdspartner INSFOB har siden 2012 uddannet unge nicaraguanere til lokale forandringsagenter og iværksættere. De kommer fra fattige kvarterer i og omkring byen Estelí, hvor mange lever af tobaks- og kaffeproduktion. De færreste afslutter grundskolen, og ungdomsarbejdsløsheden er stor. Her opfattes de unge kun som en byrde.

“De vokser op med kriminalitet, vold og alkohol. Uden uddannelse og arbejde er de passive tilskuere til den lokale udvikling, og de bliver hverken inddraget eller tilgodeset,” fortæller Sirama Sánchez fra INSFOB.

Siden 2012 har unge i byen kunnet tage en teknisk uddannelse som for eksempel frisør eller syerske, de har fået kurser i iværksætteri og et økonomisk tilskud til at starte deres egen mikrovirksomhed. Og så har de fået hjælp til at lave en plan for deres liv.

“Uddannelsen har skabt personlig, social og økonomisk udvikling for både de unge og deres lokalsamfund. De bidrager nu til familieøkonomien, og de er med til at mindske den ekstreme fattigdom,” siger koordinator for IBIS’ governanceprogram i Nicaragua Jairo Valle.

Men de unge er mere end håndværkere og handelsmænd. De er blevet kritiske og engagerede borgere.

“De blander sig i debatten, og deres familie og samfund anerkender dem. Nu bliver de set som nogen. Og de både tør og kan kæmpe for noget,” siger Sirama Sánchez fra INSFOB.

Pigen, der drømmer smykker frem

“Jeg drømte om et smykke, som en designer fra Managua havde bestilt. Da jeg vågnede næste morgen, lavede jeg det. Det var ganske let,” siger 20-årige Crisbel Arroliga.

Hun viser stolt drømmen gjort til virkelighed: et smykke af røde og gennemsigtige sten, der er udstillet i hendes hjem sammen med de øvrige kunstværker, som hun og søsteren Alison på 14 år har skabt. I morgen kommer designeren fra Managua og henter sin ordre. Crisbel og Alison bor sammen med deres mor, som arbejder på en tobaksfabrik, en fætter og deres bedstefar i et kvarter i udkanten af Estelí. De ejer smykkevirksomheden CRISALI, og de er ihærdige – nærmest ustoppelige – iværksættere. De har netop renoveret smykkebutikken, og de optræder som modeller på plakater og i det katalog, der skal få flere nicaraguanere til at efterspørge deres ting.

“Uddannelsen var uundværlig for mig. Jeg har lært at lave smykker og at administrere en virksomhed. Og jeg har fået mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og støtte min mor, så hun ikke skal forsørge os alene,” siger Crisbel.

Velduft i kvarteret

“Hvad skulle det være? Jeg kan lave lige, hvad du vil have,” griner 16-årige Jania Dalizia selvsikkert.

Hun har uddannet sig til konditor og laver dagligt godter til den søde tand og det sultne øje fra et køkken i Estelí. Det rummer de mest nødvendige redskaber til bagekunsten: et ildsted, et par skåle, en form og et piskeris. Indtil videre har Jania brugt indtægterne til at købe en glasmontre, hvor hun udstiller de overdådigt pyntede kager.

“Jeg kommer fra en børnerig familie, hvor vi ikke har så meget. Derfor er jeg glad for at kunne bidrage med noget. Og så er det hyggeligt at snakke med kunderne
– der kommer så mange forskellige mennesker og køber mine kager,” siger hun.

Alle mænd vil have undercut

Før i tiden hjalp Marta Talavara på 17 år til derhjemme. Hendes venner Jader González og Julio Benavides på 20 år lavede ikke rigtig noget.

“Jeg traskede for det meste bare rundt. Nogle dage fandt jeg et par sko, jeg kunne pudse, ellers hang jeg bare,” siger Jader.

I dag er han travlt optaget af at klippe undercut. “Det vil alle mænd her i kvarteret have,” griner han.

Hver dag trimmer de tre venner nu hår og skæg, plukker bryn og farver negle på kvarterets beboere i et lyst lokale, de selv lejer.

“Jeg havde aldrig turdet drømme om at få min egen forretning eller blive selvstændig. Vores forretning gør en stor forskel i kvarteret. Her er meget mere liv end før, og vi inspirerer andre unge til at blive iværksættere og til at tage del i det, der sker i deres kvarter og lokalsamfund,” siger Marta.