Forside / Nyheder / Operation Dagsværk møder virkeligheden i Guatemala
Artikel

Operation Dagsværk møder virkeligheden i Guatemala

29.03.2016

Af Line Bechmann

od-besoeger-unge-der-vil-krydse-graensen-til-mexico-foto-jeppe-carlsen-680x453.jpg
Foto : Jeppe Carlsen

Ti frivillige fra Operation Dagsværk har netop været på tre ugers researchrejse i Guatemala. Rejsen bød på flere intense møder med unge mayaer, som er målet for efterårets indsamling.

Det er tirsdag eftermiddag i starten af februar. Vi er ankommet til byen Tecun Uman, der ligger på grænsen mellem Guatemala og Mexico. Her er varmt – meget varmt. Fra den centrale plads går vi gennem byen for at komme helt ned til floden, som adskiller de to lande. Da vi kommer nærmere, bliver vi mødt af høj rancheramusik, og da vi når bredden, ser vi til vores store overraskelse et orkester, der spiller i et af skurene langs floden.

På selve floden er der adskillige tømmerflådelignende både, der sejler frem og tilbage mellem de to bredder. Mennesker og ting bliver læsset af og på i et stort, surrealistisk virvar.

Floden, der adskiller os fra Mexico, er cirka 50 meter bred. Her er der dagligt folk, der krydser grænsen. Nogle for at arbejde – andre for at prøve lykken og komme hele vejen til USA.

Vi havde nok forventet, at de illegale rejser ville foregå mere i det skjulte. Men ingen forsøger at skjule det. Rejserne foregår ved højlys dag – og de får endda en fanfare af musik med på vejen.

Drømmen om USA har forplantet sig hos mange unge mayaer. Jeg spørger en kvinde, som sidder ved sin lille frugtbod i skyggen af et træ, om ikke der er nogen, der kontrollerer de rejsende på den anden side af bredden.

”Nej, det er der ikke, det er først længere inde i Mexico,” svarer hun.

Det er altså ikke svært at komme til Mexico. Men turen op gennem landet er både vanskelig og farlig.

En af bådførerne spørger, om vi vil med.

”Det koster ti quetzales,” siger han, hvilket er ca. ti kroner. Nogle af de frivillige er klar på at hoppe om bord, men vi vælger alligevel at blive i Guatemala.

Drømmen om en bedre fremtid

Næste stop på turen er Quezaltenango, der ligger i Guatemalas højland. Det bliver køligere og køligere, mens vi kører gennem det smukke bjergrige land. Jo tættere vi kommer på Quezaltenango, desto klarere bliver farverne, og de smukke mayadragter bliver flere og flere.

Naturen er fantastisk. Det kan være svært at forså, at unge mennesker vælger at flygte fra dette billedskønne land. Men vi hører igen og igen de unge mayaer fortælle, at der ikke er nogen muligheder og uddannelse i landet. Mange af dem ser det at rejse til USA som den eneste mulighed for en bedre fremtid.

Dagen før besøget ved grænsen besøger vi en af de unge, som går med tanker om at rejse til USA. Victor Leonardo Ramos, som kalder sig Leonardo, er en dreng på 16 år. Han fortæller, at han ikke går i skole – i stedet pudser han sko på gaden for at hjælpe sin familie økonomisk.

Han ønsker ikke at rejse væk fra sin familie, siger han – men det er den eneste mulighed, han og familien har for en bedre fremtid. Da jeg til sidst spørger, hvad han drømmer om, svarer han:

”At komme tilbage til skolen og få en uddannelse. Men jeg har brug for hjælp til det.”

Ikke krig og ødelæggelse

For flere af de frivillige i Operation Dagsværk er det først nu, de for alvor begynder at forstå, hvorfor de unge mayaer er villige til at sætte livet på spil for at komme til USA.

”De lever jo ikke i et land med krig og ødelæggelse,” siger Laura. Hun fortsætter:

”Efter at have snakket med de unge, har jeg fået en langt større forståelse for de udfordringer og levevilkår, de står over for. Og jeg forstår i langt højere grad deres frustrationer ved at leve i et land uden muligheder for en bedre fremtid.”

De frivillige er nu kommet hjem til Danmark med bagagen fuld af gode ideer til kampagne- og undervisningsmateriale – og hovederne fulde af indtryk og erfaringer fra en oplevelsesrig tur.

Håbet er at opbygge en stærk kampagne, der skal få mange gymnasieelever til at vælge at arbejde på Operation Dagsværk-dagen i efteråret.