Frivillig i IBIS

Foto: Mike Kollöffel.

Som frivillig i IBIS er du med til at sætte globale udviklingsproblematikker på dagsordenen. Der er ingen nemme løsninger, når det handler om at råbe politikerne op og skabe folkelig tilslutning til IBIS’ kampagner. Derfor har vi brug for kloge og kreative hoveder, som brænder for at skabe en mere retfærdig verden.

Har du lyst til at nørde med debatindlæg og faglige foredrag eller lave flashmobs og støttefester? IBIS’ frivillige står for mange forskellige tiltag, og vi er altid åbne for nye idéer. Uanset hvordan du engagerer dig, er du med til at gøre en aktiv forskel for verdens fattigste. Du bestemmer selv, hvor mange timer du lægger i det frivillige arbejde, og der er selvfølgelig forståelse for travle perioder.

Aktivistisk og socialt fællesskab

Som frivillig i IBIS bliver du en del af et aktivistisk og socialt fællesskab, der bygger på både arbejde og hyggestunder. På de fælles frivilligaftener mødes frivillige i de respektive byer og bliver præsenteret for et spændende foredrag. Du kan blive klogere på udvikling, bistand, handelspolitik og kapitalflugt eller uddannelse som en vej ud af fattigdom.

I løbet af året afholdes Frivilligtræf, hvor alle frivillige fra Aarhus, Allborg og København mødes og deltager i workshops i f.eks. pressehåndtering, kampagneplanlægning eller mundtlig formidling. Der er gode muligheder for at få styrket sine kompetencer, få noget på CV’et og selvfølgelig have det sjovt!

Det er cool at være frivillig i IBIS fordi:
 

  • Du laver oplysningsarbejde og politiske kampagner
  • Du deltager i kurser, der udvikler dine kompetencer
  • Du får viden om udviklingsarbejde og udviklingsproblematikker
  • God erfaring med kampagnearbejde, formidling og frivilligt organisationsarbejde
  • Du får mulighed for at rejse til et af IBIS' samarbejdslande med IBIS' LæseKaravane

Kontakt en af vores frivilligkoordinatorer: