Fast actions block

Foto: Stine Skøtt Thomsen

I samarbejde med lokalsamfund og partnerorganisationer er IBIS med til at udvide det demokratiske råderum i Mozambique – både når det gælder uddannelse og politisk indflydelse. 

Når IBIS i Mozambique støtter børn og fattige mænd og kvinder i at uddanne og organisere sig, give deres mening til kende og kæmpe for deres sag, er vi med til at udfordre såvel de politiske som økonomiske magthavere og byde ind til et mere demokratisk og retfærdigt Mozambique.

Bedre og bredere undervisning

Et tæt samarbejde mellem IBIS, IBIS' samarbejdspartnere og lokale myndigher har styrket uddannelsesindsaten i landet. På skoleområdet er der klare tegn på, at undervisningen af skolebestyrelser har en positiv indflydelse på skolens ledelse og hverdag.

Det handler om udviklingsplaner på de enkelte skoler, som gør undervisningen bedre, behandler forhold som seksuelle overgreb og giver piger og udsatte børn mulighed for også at gennemføre deres skolegang. IBIS og partnerorganisationerne arbejder bevidst på at påvirke politikere og lovgivning, både når det gælder uddannelsessektoren, kvinders rettigheder, fattigdomsbekæmpelse og udvinding af landets naturressourcer. 

Fakta om IBIS i Mozambique 

IBIS har arbejdet i Mozambique siden 1975 og det er dermed det land, som vi har arbejdet i over den længste periode. Vi har 25 aftaler om partnerskaber med organisationer inden for civilsamfundet. 54 ansatte arbejdede i 2011 for IBIS i Mozambique, og der var en omsætning på godt 34 millioner kroner. 

Udvalgte resultater for 2011/2012

  • Gennem lobbyarbejde har en af IBIS’ partnerorganisationer været med til at få forlænget læreruddannelsen fra et til tre år.
  • I 2011 blev 901 lærere uddannet i deltagerorienterede undervisningsmetoder i samarbejde med et lærerseminarium. Seminaret er blevet udnævnt til at være landets bedste – ifølge områdets undervisningsdirektør skyldes det partnerskabet med IBIS.
  • IBIS har klædt de rådgivende distriktsråd på til at afholde demokratiske valg for første gang. 71 af IBIS' forandringsagenter blev valgt ind, heraf 49 kvinder.
  • Antallet af børn, der dropper ud af skolen i IBIS' fokusområder, er faldet med 13 procent.