Effektiv bistand - Mere udvikling for bistanden

Den internationale bistandsdebat præges i dag af en diskussion af, hvordan man får mere bistand for pengene. Baggrunden er en erkendelse af, at bistanden er ineffektiv og medfører urimelige administrative byrder for modtagerlandene. Et typsik afrikansk land modtager eksempelvis 200 officielle bistandsmissioner hvert år og sender 10.000 rapporter i kvartalet.

I 2005 skrev over 100 lande under på Paris Deklarationen (se nedenfor). Ønsket var at øge effektiviteten af bistanden gennem en forpligtigelse til fem principper. Principperne er 1) ejerskab i modtagerlandene over egen udvikling, 2) harmonisering gennem øget koordinering mellem donorer, 3) tilpasning til modtagerlandets systemer, 4) management med henblik på resultater og 5) gensidig ansvarlighed, hvor både donor og modtagerland står til ansvar overfor hinanden. Principperne er et forsøg på at reducere kravene til udviklingslandene og øge deres ejerskab over udviklingsprocessen.

Paris Deklarationen fokuserer på forholdet mellem donorerne og udviklingslandenes regeringer. I den forbindelse gør IBIS et stort arbejde for, at civilsamfundet bliver prioriteret højt. Når der er tale om ejerskab, forstår IBIS det nemlig som demokratisk ejerskab. Det vil sige et ejerskab, der er betinget af et aktivt, deltagende og inkluderet civilsamfund både i donor- og modtagerlandene.

For yderligere information: Lars Koch lk@ibis.dk.

Find general information om debatten af bistandseffektivitet på www.betteraid.org. 

 

Paris Deklarationen og demokratiske ejerskab

Alliance2015 har udgivet rapporten Fostering Democratic Ownership – Towards Greater Impact in Poverty. Rapporten stiller skarpt på Paris Deklarationens betydning for det demokratiske ejerskab i bistandsmodtagerlandene og er baseret på en række casestudier fra Bolivia, Ghana, Mozambique og Nicaragua. Fokus ligger specifikt på spørgsmålet om, hvorvidt civilsamfundet inddrages tilstrækkeligt i processen omkring udviklingen, implementeringen og monitoreringen af udviklingspolitikken på lokalt og nationalt plan.

Paris Deklarationen lægger op til en styrkelse af det nationale ejerskab og den gensidige ansvarlighed mellem donorer og modtagerlande. Rapporten fra Alliance2015 peger imidlertid på, at der en tendens til, at det nationale ejerskab primært koncentreres i modtagerlandenes regeringer, og at den gensidige ansvarlighed primært styrkes mellem donorer og modtagerlandenes regeringer. Det sker på bekostning af den demokratiske og lokalt ejede policydialog og ansvarligheden internt i landene.

Civilbefolkningen glemmes i processen
Rapporten viser for eksempel, at donorer og modtagerlande ofte træffer beslutninger om, hvordan bistanden skal fordeles uden at involvere civilsamfund og nationale parlamenter tilstrækkeligt. Desuden viser rapporten, at betingelserne fra donorernes side betyder, at modtagerlandenes regeringer i flere tilfælde fremstår mere ansvarlige overfor donorerne end overfor egne befolkninger.

Ejerskab og gensidig ansvarlighed er fundamentale og vigtige principper i Paris Deklarationen. Men når principperne skal impelenteres, er der ofte alt for lidt fokus på udviklingsbistandens brede forankring i modtagerlandene. Dette har store konsekvenser. Et stærkt og deltagende civilsamfund i modtagerlandene er nemlig afgørende for en effektivisering af bistanden og dermed også for en styrkelse af bistandens fattigdomsreducerende effekt.