Forside / Historier / Marcia giver skolepigerne styrken tilbage
Historie

Marcia giver skolepigerne styrken tilbage

13.04.2023

Af Pernille Obelitz

marcia-beyuma-er-laerer-for-de-yngste-elever-pa-armando-mollinedo-skolen-i-riberalta.jpg
Marcia Beyuma er lærer for de yngste elever på Armando Mollinedo-skolen i Riberalta i det nordlige Bolivia. Foto: Oxfam Danmark

Marcia Beyuma og hendes elever er en del af Oxfam Danmarks uddannelsesindsatser i Bolivia, hvor vi med støtte fra Hempel Fonden forbedrer skolegangen for over 9000 børn af oprindelige folk.

Marcia Beyuma er en gave for sine elever på Armando Mollinedo-skolen i Riberalta i det nordlige Amazonas i Bolivia.

Her er familierne ekstra fattige, og en macho-kultur præger samfundet. Mange piger bliver gravide, før de er fyldt 18 år. De dropper ud af skolen og får ingen uddannelse. Utallige børn efterlades med bedsteforældre eller står helt alene. Andre oplever vold i hjemmet eller bliver banket af kæresten.  

Især mange piger har svært ved at se en god fremtid. 

Men Marcia Beyuma giver skolepigerne styrken tilbage.

“Det gør mig glad, at jeg kan hjælpe 'mine' børn. Jeg er ikke bare deres lærer, jeg er deres ven. Jeg bekymrer mig om dem, jeg besøger dem. Hvordan jeg end kan støtte dem - med penge, mad eller andet - så gør jeg det.” 

Har fået nye kompetencer

Hun er lærer for de yngste elever på skolen, og hun håber, at hendes arbejde kan forandre børnenes fremtid.

Heldigvis er Armando Mollinedo-skolen en del af Oxfam Danmarks skoleprojekt, hvor vi med støtte fra Hempel-fonden og i samarbejde med den bolivianske Machaca Amawta Foundation blandt andet videreuddanner lærerne og giver dem nye kompetencer, styrker elevernes selvværd gennem interaktive livsprojekter, og har udviklet supplerende undervisningsmaterialer, der udfordrer kønsnormerne og sætter fokus på ligestilling.  

“Vi er kommet tættere på eleverne. Især pigerne. Vi lærer dem mere om sig selv, giver dem mere selvtillid og en bedre fornemmelse af den værdi, de repræsenterer i samfundet. Vi har også talt mere med drengene om pigers værdi, og at der skal være respekt mellem mænd og kvinder.” 

riberalta_bolivia_livsprojekt.png
Vi styrker elevernes selvværd gennem interaktive livsprojekter, og har udviklet supplerende lærebøger og pædagogiske softwareprogrammer, som udfordrer kønsnormerne og sætter fokus på ligestilling og fremtidsdrømme. Foto: Grethe Markussen

“En kvinde er husets overhoved. Vi giver familien mening og værdi. Og hvis vi snubler, så fortsætter vi alligevel. Og livet bliver nemmere for os, hvis vi får en uddannelse. Det lærer vi pigerne. Hvis du fejler, stopper dit liv ikke. Du kan stadig opnå dine drømme.” 

Marcia har også lært, hvordan hun bedre kan hjælpe eleverne, hvis der er problemer i hjemmet. 

“Mine forældre har lært mig, hvordan man er et godt menneske. Men workshopperne har givet mig kompetencerne til at gøre mere. Vi har lært en masse om elevernes rettigheder, hvor meget vi må gribe ind, hvis der er et problem eller vold derhjemme. Hvilke skridt vi kan tage som lærere.” 

“Lige siden jeg var lille, har jeg vidst, at jeg ville være lærer. Jeg vil gøre det samme for andre børn, som mine lærere gjorde for mig. Jeg elsker mit arbejde.” 

riberalta_bolivia_skolematerialer.png
Et udvalg af de mange skolematerialer vi har udviklet i samarbejde med Machaqa Amawta Foundation med støtte fra Hempel Fonden. Foto: Grethe Markussen