Forside / Støt / Støt retssagen mod den danske stat
a-palestinian-boy-looks-up-during-a-rain-storm_scanpix_ritzau_mahmudhams.jpg

Støt retssagen mod den danske stat

Med din donation fastholder vi det massive pres på regeringen, og får stoppet dansk våbeneksport til Israel. Overskydende midler vil gå til vores øvrige arbejde for at sikre en lige og retfærdig verden.

Stop våbeneksport til Israel

For at beskytte civilbefolkningen i Gaza har vi lagt sag an mod den danske stat for at få stoppet våbeneksporten til Israel.

Siden den 7. oktober er over 25.000 tons bomber - svarende til to atombomber - blevet kastet over Gaza. Mere end 30.000 palæstinensere er blevet dræbt, og 70 procent af Gaza er ødelagt.

Bombardementerne umuliggør enhver mulighed for FN og humanitære organisationer som Oxfam at levere den livsnødvendige nødhjælp. Samtidig har Den Internationale Domstol fundet, at der er begrundet mistanke om, at Israel begår folkedrab i Gaza.

Alligevel fortsætter Danmark med at eksportere våben, der ender i Israel.

Vi skal forhindre brud på international lov

Danmark har tilsluttet sig både FN’s Våbenhandelstraktat, Folkedrabskonventionen og EU’s Fælleserklæring for Våbeneksport, som forpligter den danske stat til at forhindre folkedrab og sikre, at salg af våben og militært udstyr ikke bidrager til krigsforbrydelser eller krænkelser af menneskerettighederne.

Spanien og Holland har allerede suspenderet våbeneksporten til Israel. Danmark bør selvfølgelig gøre det samme, så vi ikke bliver medskyldige i en af de mest dødbringende og destruktive krige i det 21. århundrede.

Ved at stævne staten vil vi sammen med Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq beskytte civilbefolkningen i Gaza og sikre, at Danmark overholder international ret.

Det støtter du

  • Din donation går til at betale for de omkostninger, der er forbundet med retssagen, herunder bl.a. oplysningsmateriale, debatarrangementer og folkelige events rundt omkring i landet.

  • Overskydende midler vil gå til vores øvrige arbejde for at sikre en lige og retfærdig verden.

Sådan hjælper du

  • Vælg det beløb, du ønsker at støtte med, via støtteformularen her på siden.

  • Støt via MobilePay med valgfrit beløb til 80 94 13

Så langt er vi nået

Vi er inderligt rørte og taknemmelige for den massive opbakning, vi har oplevet i forbindelse med vores retssag mod staten.

Takket været donationer fra tusindvis af danskere har vi nu formået at dække omkostningerne til advokaterne. Det er ikke bare en kæmpe støtte til vores arbejde, det sender også et signal om, at den danske befolkning ikke ønsker, at vi som land skal være medskyldige i mulige krigsforbrydelser og folkedrab i Gaza.

Arbejdet stopper dog ikke her. Vi må og skal fastholde det massive pres på regeringen for at få stoppet dansk våbeneksport til Israel. Derfor fortsætter indsamlingen, og du kan stadig donere. Donationerne bliver blandt andet brugt på oplysningsmateriale, debatarrangementer og folkelige events rundt omkring i landet, så politikerne ikke er i tvivl om, at vi mener det alvorligt - og at vi er mange, som er imod dansk våbeneksport til Israel.

Mest stillede spørgsmål og svar

Fælles for vores organisationer er, at vi er sat i verden for at værne om menneskerettighederne.

Det er derfor vores opgave at stå vagt om de internationale love, som skal sikre alle menneskers værdighed og stille magthavere til ansvar, når de forsømmer deres statslige forpligtelser.

De danske myndigheder har igennem mange år tilladt danske virksomheder at eksportere komponenter til F35-kampfly igennem et amerikansk-ledet forsvarssamarbejde uden at vurdere risikoen for, at det kan bidrage til krigsforbrydelser. De færdigproducerede kampfly bliver herefter solgt videre til Israel. Det israelske militær har bekræftet, at F35-flyene bliver brugt i angrebene i Gaza. Den nordjyske forsvarsvirksomhed MyDefence har siden den 7. oktober desuden sendt antidrone-udstyr direkte til det israelske militær for et tocifret millionbeløb.

Det har dagbladet Information og mediet Danwatch sammen afdækket.

Under et samråd i Folketingets udenrigsudvalg den 16. januar 2024 fortalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at i alt 15 danske virksomheder leverer komponenter til F35-kampflyene. Det er især virksomheden Terma, som leverer seks væsentlige flydele - heriblandt de såkaldte pyloner, som holder og slipper flyets bomber og missiler.

Den danske regering har bekræftet, at de ikke ser nogen grund til at ændre i eksporten af våben, -dele eller ammunition. Således siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i et svar på et paragraf 20-spørgsmål fra den 9. februar: ”På baggrund af kendelsen [fra ICJ] ses der ikke grundlag for at foretage ændringer i den danske tilgang til eksport til Israel, der fortsat er restriktiv. Danmark vil således ikke suspendere al direkte eller indirekte våbeneksport til Israel.”

Danmark har tilsluttet sig både FN’s Våbenhandelstraktat og EU’s Fælleserklæring for Våbeneksport, som forpligter regeringen til at sikre, at salg af våben og lignende militært udstyr fra danske virksomheder ikke risikerer at bidrage til krigsforbrydelser. Hvis risikoen er tilstrækkeligt stor, er Danmark forpligtet til at nægte eksporten. Ydermere har USA, som Danmark eksporterer våben-komponenter til via F35-rammeprogrammet, ikke tilsluttet sig FN’s Våbenhandelstraktat og er selvfølgelig heller ikke forpligtet via EU’s Fælleserklæring.

Det er ulovligt at eksportere våben, hvis der er risiko for, at de bliver anvendt til at begå eller fremme alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Danmark bryder derfor sine internationale forpligtelser ved at fortsætte eksporten til Israel.

Bliver Israel kendt skyldig i folkedrab ved Den Internationale Domstol, er Danmark dermed medansvarlige. Det er en alvorlig overtrædelse af Danmarks forpligtelser under folkedrabskonventionen.

Vi vurderer, at Danmark overtræder internationale regler om våbenhandel, som forbyder direkte og indirekte våbeneksport, når der er en klar risiko for, at våbnene og det militære udstyr bliver anvendt til at overtræde folkeretten – herunder til at begå krigsforbrydelser.

Udenrigsministeriet og Rigspolitiet stævnes, fordi de i dette tilfælde er de ansvarlige myndigheder for administration af tilladelser til våbeneksport fra Danmark. Våbentilladelserne gives fra Justitsministeriet med vurdering fra Udenrigsministeriet til F-35 samarbejdet, som USA leder. Heraf fordeler USA våbendele til Israel.

Din donation går direkte til sagens omkostninger. Helt konkret går den til, at vi kan ansætte de bedste fagfolk, indsamle beviser, præsentere en overbevisende sag samt dække relaterede omkostninger såsom retsgebyrer og dokumentation. Når de juridiske omkostninger er dækket, går resten af de indsamlede midler bl.a. til oplysningsmaterialer, debatarrangementer og folkelige events rundt omkring i landet. I tilfælde af, at der bliver givet fri proces, således at staten betaler for sagens omkostninger, eller at det indsamlede beløb bliver højere end sagens omkostninger, vil vi i Oxfam bruge de overskydende midler til vores øvrige arbejde for at sikre en lige og retfærdig verden. Der er dog ingen garanti for, at der bliver givet fri proces, og den økonomiske støtte er derfor vigtig.

Forud for retssagen har vi gjort alt i vores magt for at ændre regeringens praksis. Vi har til møder med ministre og folketingsmedlemmer delt vores bekymringer og opfordret dem til et stop af dansk våbeneksport. Vi har også dokumenteret brud på menneskerettighederne, indsamlet underskrifter, delt vores synspunkt i medierne, arrangeret demonstrationer og mobiliseret danskernes støtte. Nu finder vi det nødvendigt at indbringe sagen for domstolene, der må vurdere, om Danmark overholder vores forpligtelser.

Vi mener, at vi har en stærk sag. Selvom vi ikke kan garantere resultatet, er vi repræsenteret af et stærkt juridisk team med stor erfaring indenfor håndtering af lignende sager.

Omkostningerne for retssagen er estimeret til 900.000 kroner, og det er vores klare ambition at indsamle det fulde beløb. Hvert bidrag tæller, og vi værdsætter al støtte, vi modtager. Når vi ikke helt i mål, er pengene dog ikke spildt. Uanset hvad bliver der en retssag, og din donation går direkte til at betale for omkostningerne. Hvis vi ikke når helt i mål, vil organisationerne selv betale for de sidste omkostninger.

Vi værdsætter din støtte, og vi vil meget gerne holde dig opdateret om udviklingen i sagen. Opdateringerne modtager du via e-mails, når du har doneret.

“Folkeret” er den danske betegnelse for den del af juraen, der regulerer de retslige forhold mellem stater. På engelsk hedder det ”international law” Men der er ingen indholdsmæssig forskel på ”folkeret” og ”international ret”. Folkeretten omfatter bl.a. Den internationale strafferet og internationale domstole, havret og magtanvendelse og den humanitære folkeret.

En krigsforbrydelse er et brud på krigens love og bliver begået i forbindelse med en væbnet konflikt. Det er eksempelvis, når et upræcist angreb ikke skelner mellem militære og civile mål og sårer eller dræber civile.

Folkedrab er en forbrydelse, som tilsigter helt eller delvist at tilintetgøre en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe af mennesker. I håb om at kunne forebygge fremtidige folkedrab vedtog FN i 1948 en folkedrabskonvention, hvori begrebet folkedrab blev defineret. Folkedrabskonventionens definition på folkedrab er karakteriseret ved, at folkedrab omfatter bestemte handlinger, som udføres mod en på forhånd defineret gruppe med den specifikke hensigt at tilintetgøre gruppen.

Fri proces er en ordning, hvor statskassen betaler for ens udgifter i forbindelse med en retssag. Det kan man søge om at få. Det kræver, at man opfylder en række betingelser. Hvis man får fri proces, betaler statskassen blandt andet salæret til ens advokat og nødvendige udgifter forbundet med sagens behandling eller oplysning. Taber man retssagen, betaler statskassen også sagsomkostningerne til modparten.

I februar pålagde en hollandsk domstol, i en sag anlagt af blandt andet Oxfam Holland, den hollandske regering at suspendere al våbeneksport til Israel indenfor rammerne af F-35 samarbejdet. I afgørelsen fastslog dommerne blandt andet, at regeringen i Holland ikke kunne tilsidesætte sin pligt overfor menneskerettighederne af hensyn til andre udenrigspolitiske hensyn. Eksterne juridiske eksperter har siden påpeget, at den hollandske sag hviler på de samme beviser, den samme risikovurdering og de samme internationale forpligtelser, som gør sig gældende for den danske stat.